NANNY McPHEE GÅR I KRIG

Situationen er håbløs for Mrs. Green. Hendes mand er blevet indkaldt, og hun har ikke hørt fra ham i månedsvis. Helt alene skal hun passe deres lille gård og deres tre børn, Norman, Megsie og Vincent, der evig og altid slås med hinanden. Hun forsøger oven i alt dette at passe et job ved siden af, og samtidig bliver hun hele tiden presset af sin svoger, Phil, der vil have hende til at sælge gården (så han kan få sin andel udbetalt), og så får hun desuden sin niece og nevø, Celia og Cyril, på halsen, fordi familien har sendt dem bort fra London på grund af bombefaren.

På den positive side synes ankomsten af Celia og Cyril at bringe deres fætre og kusine tættere sammen – nemlig i en fælles front mod deres overklasseslægtninge, men på den negative side forvandles gården nærmest til en krigszone i sig selv. Og Phil for ekstra travlt med at overtale sin svigerinde til at sælge, fordi han har en spillegæld hængende over hovedet og har fået kasinoejerens to gorillaer (eller gorillinder – også underverdenen mærker at alle mændene er draget i krig) på nakken.

I den situation ville Mrs. Green virkelig ønske, at hun havde en god barnepige… den bedste. Det ønske får hun opfyldt. Når man har brug for hende, men ikke vil have hende – må hun blive. Når man gerne vil have hende, men ikke har brug for hende – må hun tage af sted.

Nanny McPhee ankommer midt i et slagsmål mellem fætre og kusiner på gården, men med en banken i gulvet med sin stok ændrer hun alting. I stedet for at slå på hinanden kommer børnene nemlig til at slå på sig selv. Og således lærer de den første lektie: Hold op med at slås.

Men børnene har ikke helt lært det. Samme aften nægter de at deles om deres senge og siger, at de hellere vil dele med en ged, en ko eller en elefant. Og således bliver det – til deres store overraskelse, og de lærer anden lektie: Del pænt.

Da Phil slipper familiens grise løse for at presse Mrs. Green til at give op, får Nannny McPhee på magisk vis børnene til at arbejde sammen om at indfange dem igen – og more sig med at gøre det. Det er den tredje lektie: Hjælp hinanden.

Men den værste krise indtræffer, da Mrs. Green modtager et brev om, at hendes mand er faldet i krigen. Hun er virkelig på nippet til at give op og skrive under på salgskontrakten. Men Norman har en sikker fornemmelse af, at hans far stadig er i live. Og Cyril tilbyder sin hjælp: Hans far, Lord Gray, sidder i forsvarsministeriet og kan måske hjælpe med oplysninger. Snart er Norman, Cyril og Nanny McPhee på vej til London – per motorcykel med sidevogn! Imens må børnene på gården gøre deres bedste for at forhindre onkel Phil i at gennemføre sit onde forehavende, som med sikkerhed vil ruinere familien.

Om børnene vil have held med deres forehavende både i London og hjemme på gården afhænger fuldstændig af, om de er i stand til at lære deres to sidste lektier: At være modige og være stærke i troen på, at det nok skal gå.

BARNEPIGE TIL TIDEN

- I begge film er der en stærk følelse af savn, siger Emma Thompson, manuskriptforfatter, executive producer og selvfølgelig filmens Nanny McPhee. – I den første film var det savnet efter Mrs. Brown der døde på grund af for mange barnefødsler, hvilket stemte med den tid. I den anden film handler det om savnet af en far på grund af krigen, hvad der passer med den periode og – beklageligvis – med den tid, vi lever i nu.

Nanny McPhee er baseret på bogserien om Nurse Matilda af Christianna Brand, som egentlig bare samlede de mundtlige godnathistorier, som var overleveret i hendes familie gennem generationer. Hendes bøger har en bemærkelsesværdig tidløshed, som Emma Thompson har bestræbt sig for at bevare. Imidlertid trak hun på materialet fra alle Christianna Brands tre bøger i den første film, så den nye er – bortset fra Nanny McPhee og hendes magi (og hendes omskiftelige udseende) – Thompsons hele vejen igennem. Derfor forlod hun også – ligesom Nanny McPhee – Brown-familien fra den første film efter devisen, at ’man bør altid lave film om den vigtigste dag i en persons liv, så hvem er interesserede i at høre om den næstvigtigste?’

Løsningen blev at lade Nanny McPhee bevæge sig gennem tiden og besøge en ny familie:

- Nanny McPhee har ingen alder og ingen tid. Hvem ved, hvor længe hun har aflagt visit hos familier, der havde brug for hende, eller hos hvor mange? Så snart vi havde truffet beslutningen om at flytte hende tidsmæssigt, vidste jeg, hvor jeg ville placere hende – i krigstid!

Selv om der er genkendelige periodebilleder fra 40’erne, så er der ikke nogen specifik henvisning til 2. Verdenskrig. Situationen kan nemlig genkendes i enhver krigssituation gennem tiderne. Men der gives alligevel visse spor om, hvad McPhee har lavet gennem tiden, idet man her møder en voksen, som har været i hendes varetægt i skikkelse af Sergent Jeffreys, der har vagten i forsvarsministeriet. Han bliver mødt med et, ’jeg kan se, du har haft glæde af lektie nr. 3’, fra Nanny McPhee.

- Der er en del mennesker, der har gættet på, hvad lektie tre var for Sergent Jeffrey, afslører Thompson. – Svaret er enkelt: ’Ret ryggen!’

Det må siges at være et godt råd i en professionel militær karriere.

I øvrigt afsløres det også, at Mrs. Greens arbejdsgiver, Mrs. Docherty – spillet af Maggie Smith – er ingen anden end baby Agatha fra den første film, som nu er blevet gammel.

BØRN, DYR OG MUDDER

Der medvirker selvfølgelig en række unge skuespillere i en børnefilm. Det er ikke så usædvanligt. Hvad der er mere usædvanligt er, at de til filmens mange slagsmål blev omhyggeligt koreograferet af ’Movement Director’ Toby Sedgwick, ligesom han hjalp med at koordinere skuespillernes samspil med dyrene, f.eks. i en scene, hvor Mrs. Green vender sig snart den ene vej, snart den anden, mens forskellige dyr suser gennem køkkenet.

- I en scene var der en masse fysisk humor, som skulle være meget tydelig, fordi meget af det foregik samtidigt, forklarer Sedgwick. – Heldigvis havde vi fire uger til at koreografere den. Vi arbejdede med visse elementer af mimeteknik, hvor f.eks. Cyrils hånd opfører sig, som om den ikke er hans egen, og griber ham i kraven og kaster ham til jorden. Ligeså med Normans hånd, der hiver ham i øret og trækker ham tværs gennem rummet. Børnene var fantastiske. Selv Oscar Steer, som kun var seks år gammel, lærte hurtigt teknikken, så det ser ud, som om han slet ikke kunne styre sin krop eller sit cricket bat.

Ældst i børneflokken er i øvrigt Asa Butterfield, nok bedst kendt for sin hjerteskærende rolle i "Drengen med den stribede pyjamas", som Norman, hvis følelsesmæssige udvikling med Emma Thompsons ord er filmens hjerte.

Hans søster Megsie, spilles af Lil Woods, der er, hvad hun ligner.

- Lil er den ægte vare, understreger instruktøren Susanna White. – En pige, som bor på landet og faktisk har to kælegrise (Itchy & Scratchy). Hun har en skøn åbenhed og en naturlig fornemmelse for rigtigt og forkert.

- Så snart Lil trådte ind til castingen, tænkte jeg, ’der er en pige, der ser ud, som om hun bor på en gård.’ Det skyldes, at Lil rent faktisk BOR på en gård. Et udendørs ansigt, fregner, åbne ansigtstræk… hun lignede frisk luft. Ingen af de andre kandidater kom i nærheden af hende. Bybørnene har bare en anden atmosfære.

Det sværeste barn at caste var imidlertid Cyril – fordi Emma Thompson havde gjort det vanskeligt:

- Længe tænkte jeg, at ’vi finder aldrig nogen, der er sjov nok til at spille Cyril,’ husker Emma Thompson. – Jeg havde skrevet ham som en slags ’lounge lizard’ for børn – og sådan en kunne ikke eksistere. Indtil vi stødte ind i Eros Vlahos.

Noget helt almindeligt barn er Eros heller ikke, men det var først senere, at filmskaberne fandt ud af, at han har optrådt med stand-up siden han var otte år gammel!

- Hvad der imponerede mig ved Eros, var imidlertid også, hvordan han udviklede sig som skuespiller i løbet af optagelserne. Hans baggrund er i stand-up komedie mere end skuespil, men han var utrolig hurtig til at lære af de fantastiske skuespillere omkring sig. Han var opmærksom og lærte noget af dem alle sammen.

Emma Thompsons valg af grise som det dyriske indslag i filmen var heldigt, da det er et af de mest intelligente og lærenemme dyr for trænerne. De anvendte grise er af racen Yorkshire – der bare er jævnt lyserød – men de optræder som den plettede Gloucestershire Old Spot. I løbet af filmen kom man nemlig gennem to hold grise, og det var lettere at sminke dem med pletter, der så kunne være ens, når ’skuespillerne’ blev skiftet ud.

De kunne imidlertid ikke trænes til alt – f.eks. synkronsvømning. I en scene, hvor børnene skulle måbe over netop dette (som senere blev indsat som computeranimation), måtte der derfor andet til. Emma Thompson sprang beredvilligt ud i dammen.

- Så hvad man ser i den scene er børn, der ler af spontan og grænseløs fryd over at se mig drukne, påstår Emma Thompson. – Det viser noget om den respekt, der blev vist mig på settet.

En af Cyrils og Celias klager over at være sendt på landet er mængden af… mudder! Der blev fremstillet store mængder af denne substans, og i den rette klistrede og chokolade-agtige konsistens og udseende. Eros Vlahos opdagede, at mudder også kan være et krævende medium.

- Mudder sætter tempoet ned på alting, så det føles, som om alting foregår i slow motion. Filmholdet måtte slæbe alt deres udstyr gennem mudderet i gummistøvler, så alting tog længere tid. At gå i gummistøvler blev en ny motionsform for alle, fordi det er ikke nemt at vade gennem mudderet. Men på den anden side er det også ret sjovt.

VOKSNE OG VORTER

Ud over Emma Thompson selv som titlens Nanny McPhee udfylder Maggie Gyllenhaal rollen som den hårdt prøvede Mrs. Green.

- Jeg påtog mig rollen som Mrs. Green, fordi jeg følte, at hun er en virkelig person, og jeg kan forholde mig til beskrivelsen af hende som mor. Selvfølgelig bliver hun stillet over for overvældende situationer, men jeg tror, enhver mor vil kunne forstå følelsen af aldrig at have et sekund til at få hovedet oven vande. Jeg tror, det er meget almindeligt, og måden, Emma Thompson har beskrevet det på, er meget forstående.

Rhys Ifans for lov til at spille den skurkagtige, slimede, kujonagtige Phil… og så er alt sådan set sagt. Dame Maggie Smith stjæler som sædvanlig scenen i rollen som Mrs. Docherty.

Nok så scenestjælende er Nanny McPhees imponerende udseende (der, som Cyril udtrykker det ’kunne vinde krigen, med hænderne bundet på ryggen’). Det bliver egentlig ikke kommenteret i filmen, men hendes vorter, udstående tand, ustyrlige hår og så videre bliver langsomt forandret filmen igennem – nogle gange midt i en scene. Der blev udarbejdet nøjagtige planer for, hvor i scenerne det skulle ske, så medspillerne reagerede korrekt.

- Nanny McPhee er ikke normal, fastslår Emma Thompson. – På nogle måder er hun slet ikke menneskelig, og jeg tænker tit på hende som en samling af projektioner. Mens hun på den ene side bestemt er moralist, minder hendes system mere end noget andet om en Zen-mesters. Det er en voldsomt interessant rolle at spille.