10-5

Hvis man er en 5’er… i bedste fald en 6’er… så skal man ikke sætte næsen op efter at score en ren 10’er. Som alle drenge ved, så er der jo ikke noget galt i at gå efter en rigtig babe. Man kan med lidt held score to point højere, end man selv er. Hvis man kører i en lækker bil, hvis man kan få pigerne til at grine, hvis man har et attraktivt job. Og hvis man er spiller guitar i et platin-sælgende rockband, så kan man selvfølgelig score hvem som helst.

Men hvis man ikke besidder de egenskaber. Hvis man bare er sikkerhedsvagt i lufthavnen i Pittsburg. Hvis ens kæreste, Marnie, foreslog, at man skulle ’holde en pause’ for to år siden, og hun i øvrigt nærmest er blevet adopteret som en datter af huset af ens forældre OG tager sin nye kæreste med hjem. Med andre ord: Hvis man er Kirk. Hvilke chancer har man så for at score en blond babe som Molly – en pige, der ikke blot har ben som en gudinde, men som også har ben i næsen og hjerne… og forstand på ishockey?

Så Kirk gør sig naturligvis ingen illusioner, da Molly passerer gennem sikkerhedstjekket. Men mens de andre vagter har travlt med at kigge ned i hendes kavalergang, og hans chef lægger kraftigt an til at visitere hende, skrider han ind og får hende hurtigt gennem security. Hun smiler taknemmeligt til ham og skynder sig ud for at nå sit fly. Men hun har glemt sin mobiltelefon.

Kontakten er skabt, og Kirk lover at dukke op dagen efter til en fest, Molly arrangerer, for at levere telefonen tilbage. Molly insisterer på, at han bliver til en drink, og til alles – ikke mindst Kirks – store overraskelse, inviterer hun ham til en hockeykamp. Ikke bare som en venlighed og ’tak fordi du leverede telefonen tilbage’, men på en date.

Universet er rystet i sin grundvold – mener hans kammerater fra lufthavnen – men hvor naturstridigt det end forekommer dem, at Molly vil date Kirk… at HUN har kysset HAM… så stiller de dog beredvilligt op med gode råd og vejledning. Selv om de dybest set er lige så meget på dybt vand, som han er, når det gælder en pige i Mollys klasse.

Molly synes stadig, at Kirk er sød og sjov, og hun insisterer på at komme med til familiefrokost hos ham, hvilket får alle mændene til at stirre - Kirks far, Kirks irriterende storebror, og Marnies kæreste. Og får pigerne til at blive nærmest blå i ansigterne af jalousi. Naturligvis ikke mindst Marnie, som næste dag tilbyder at genoptage forholdet med Kirk; bare ’fordi hun ikke vil se ham blive såret’ af Molly.

Der er ingen tvivl om omgivelsernes dom: Hun er langt uden for hans rækkevidde, en ’overscoring’. Faktisk er Kirk heller ikke i tvivl. Han har ikke en flot krop. Han har aldrig rigtig drevet det til noget i sit liv. Han har ikke engang ret megen erfaring med kvinder. Hun er omgivet af smukke, rige mennesker, har en juridisk eksamen, et velbetalt job og støder hele tiden ind i ekskæresten, en ’hunk’ af en jetpilot. Kirk kan lige så godt indrømme det først som sidst: Det kommer til at gå galt!

Men ingen har på den anden side sagt, at kærlighedens matematik er en eksakt videnskab.

DEBUTANTEN

Det var muligvis lige så overraskende for den engelske instruktør Jim Field Smith at få tilbuddet om at debutere som spillefilminstruktør på en romantisk komedie i USA, som det er for filmens Kirk at få det smigrende tilbud fra Molly. Field Smith har en baggrund i reklamefilm og som instruktør af sketch-shows, men tog selvfølgelig straks et fly til L.A.

- Jeg har før læst high-concept komedier og tænkt, ’wow, det er fantastisk, men jeg er ikke sikker på, at jeg er den rigtige instruktør.’ Det her kunne have været endnu en ’nørden, der får den lækre pige’ historie, men nede under den almindelige ha-ha komik er der en følelsesmæssig kerne, og det er sammensmeltningen af de to ting, der er hjertet i manuskriptet. Af den grund kan vi lave nogle uhørt vildt skøre scener, men når de ses i sammenhæng med det, man ved om figurerne, så kan man acceptere scenerne som virkelige – og forhåbentlig morsomme – situationer.

- Det er min type komedie, fortsætter Field Smith. – Jeg vil have figurer, der er virkelige og til at forholde sig til, og så vil jeg se dem gå gennem Helvede, fordi jeg vil forestille mig, hvordan jeg ville reagere i den situation. Det er sjovt at se nogen glide i en bananskræl. Men for mig er det sjovere at se nogen glide i en bananskræl, og mens de ligger der, så ringer telefonen, og det er vedkommendes kæreste, der siger, ’jeg dropper dig’. For mig er det med det samme 400 gange morsommere, for så skal de rejse sig igen både metaforisk og i bogstavelig forstand.

MERE END MOLLY OG KIRK

Hovedpersonerne er selvfølgelig Kirk og Molly. "Overscoring" har imidlertid ikke blot to hovedroller, men hele ni væsentlige figurer.

- Faktisk er det en ensemblefilm, mener instruktøren. – Selvfølgelig har vi Molly og Kirk, vore helte, men meget af humoren i filmen hviler på denne uhyrlige gruppe af venner og Kirks skøre familie. Det er en meget dialogbaseret film. For at få det til at virke skal man have en gruppe af skuespillere, som kan spille pingpong med hinanden og holde dialogen livlig og troværdig.

Holdet består af en blanding af komikere med stand-up baggrund, veteraner fra TV-komedier og en lang række nye talenter.

Først er der Jay Baruchel, der ikke skulle gøre meget for at passe til formen som Kirk.

- Jays fysiske fremtoning, den måde han taler på, den måde han opfører sig på sammen med andre mennesker, passer grundlæggende med Jay, siger Field Smith. – Han har en masse mærkelige manerer, som er vidunderligt morsomme. Han har de længste arme i hele universet, så når han giver folk hånden, så står han tre meter væk. Vi overførte en masse af hans manerer og personlighed til filmen.

Baruchel kan faktisk ikke være helt uenig i den karakteristik:

- Kirk er Hr. Almindelig, siger han. – Det ville være let at gøre ham til en stereotyp nørd. Men Kirk er i virkeligheden godt tilfreds; han har ikke nogen stor, drivende ambition. Han får tingene til at køre rundt og er glad for det. Jeg tror, det er en af de ting, der gør Molly interesseret i ham. Men lige så snart hun begynder at invitere ham ud, trækker det en hel masse spørgsmål med sig. Så den her fyr, der var ganske tilfreds med sig selv, bliver pludselig usikker og paranoid.

Men det var selvfølgelig ikke bare at spille sig selv. Han skulle virkelig anstrenge sig nogle gange:

- Jeg skulle møde på arbejde og kysse Alice Eve hele dagen. Jeg mener; det er jordens hårdeste job. Jeg ved, at der var værre ting, jeg kunne beskæftige mig med, men samtidig er det en smule akavet. Jeg har aldrig kysset en pige, jeg datede, foran mine venner… og jeg skulle gøre det foran 150 mennesker og lidt til.

Også i virkeligheden kommer filmens Molly og Kirk fra forskellige verdener.

- Hun var lige blevet færdig med en forestilling på Broadway, fortæller Baruchel. – Jeg plejer at spille skæv og sige bandeord foran Seth Rogen og Jonah Hill. Der sker nogle interessante ting, når man lader de to forskellige skuespilskoler mødes.

Alice Eve er nu i virkeligheden glad for at have fået lov til at slippe sig selv løs i en komedie:

- Jeg elsker romantiske komedier, siger hun. – Hvem gør ikke det? De er filmverdenens chokolade. Og jeg elsker min figur.

Hun synes, Molly bliver beskrevet meget fair, og selvfølgelig er det smigrende at skulle optræde som en ’perfekt’ kvinde.

- Aldrig nogen sinde i mit liv har jeg følt så stort et pres på mig, indrømmer hun. – Det er en utrolig sårbar situation at stå i.

Det var Field Smith, der foreslog sin landsmand Alice til rollen, men hun foreslog selv rollebesætningen som hendes forældre:

- De spilles af mine virkelige forældre, som begge er skuespillere i England. Jeg har haft fire eller fem par forældre i forskellige film, og min mor har altid sagt, at hun gerne ville spille min mor en dag.

Fans af TV’s "Sagen genåbnet" vil forstå, hvorfor Kirk føler sig en lille smule intimideret af Mollys far, nemlig manden, vi plejer at se som Peter Boyd – Trevor Eve.

Men det er måske på Kirks side, man finder de værste forhindringer, for at romancen kan ende lykkeligt. Hans tre highschool venner, der alle arbejder i lufthavnen spilles af T.J. Miller, Nate Torrence og Mike Vogel. Field Smith er vild med trioen:

- T.J. Miller har en fireårig inde i sig, mener han. – Han er meget energisk, hurtig med sproget og en virkelig komisk tekniker. Nate Torrence har en medfødt uskyld og naivitet, som gør hans figur Devon til den perfekte skydeskive for de andre. Og Mike Vogels figur, Jack, er en af mine favoritter – helt uden følelsesmæssigt engagement i sine råd, og han kommer med nogle guldkorn af dating-visdom, som er taget fra, jeg ved ikke hvilken håndbog. Når Kirk fortæller, at Molly kommer til middag hos hans forældre, meddeler Jack, at han er sprunget seks skridt frem. Hvad har han dog læst? En artikel i FHM?

Det er nu T.J. Millers figur, Stainer, der formulerer den mærkelige dating-matematik, der spænder sådan ben for Kirk og Molly. Det starter med en simpel 1-10 skala, hvor 1 er værst og 10 bedst, men så kan man være en ’hard 10’, som overhovedet ikke har noget, der trækker ned. Andre kan imidlertid justere deres karakter med tillæg, fradrag, undtagelser og så videre: Hvis man kører i en kikset bil, trækker det et point fra… med mindre man er rockmusiker, for så forventes det, man har en nedslidt bil. Og så videre.

- Personligt ville jeg aldrig rangordne kvinder efter et talsystem, bedyrer T.J. Miller. – Jeg har mit eget system. Som jeg ser det, bør kvinder vurderes efter en alfanumerisk kode. En kvinde kan f.eks. være en 849B…

Molly på sin side har sin forretningspartner og veninde Patty, der spilles af Krysten Ritter, som vi senest har set i en noget mere blid udgave…

- Patty er ret brutal, siger hun. – Hun er ærlig, og sjov, og siger sin mening, og hun bander en hel del. Jeg kom lige fra at have arbejdet på "Confessions of a Shopaholic", hvor min figur var ret sprudlende, så Patty var den perfekte kontrast, fordi hun har en tør humor, er virkelig bitchy og bruger masser af sort eyeliner.

DEN SMUKKKE STÅLBY

Pittsburg siger vel umiddelbart de fleste noget om gammel sværindustri – ikke om en pittoresk baggrund for en romantisk komedie. Det var da også adgangen til en lufthavn, der var afgørende for valget af location. På grund af den almindelig økonomiske afmatning og fald i passagertallet har Pittsburg International Airport lukket en hel fløj ned. Den stod der bare, og krævede bare et tryk på kontakten for at være levende igen. Den eneste ulempe var, at hold, skuespillere og statister ikke måtte møde på arbejde med mere, end de måtte tage med på en flyvetur. De skulle nemlig igennem normal security!

- Så ikke noget med pistoler eller knive, ler Field Smith. – Men det var klart den vigtigste grund til, at vi kom til Pittsburg, men da vi så var der, opdagede vi alle de andre ting.

Blandt disse ting var et lokalt liga-hockeyhold. Hvilket i øvrigt satte Field Smith på overarbejde.

- Som en fyr fra England, vidste jeg intet om hockey, indrømmer han. - Jeg gik til fire kampe under pre-production for at få en idé om, hvordan vi skulle optage de scener. Allerede første aften optog vi på første række helt nede ved isen. Det var min ilddåb… eller isdåb, skulle jeg vel sige.

En anden ting, filmholdet opdagede, var Pittsburgs skønhed. Byen ligger hvor Monongahela og Alleghany floderne mødes og bliver til Ohio-floden. Byen kan prale af utallige broer og en iøjnefaldende skyline.

- Da vi kom, anede vi ikke, hvad byen havde at byde på, siger Field Smith. – Så begyndte vi at skræddersy historien til byens locations. Der er en scene, hvor Kirk og Molly er oppe på Mount Washington med byen i baggrunden, som er helt fantastisk.