SUBMARINO

En film af

Thomas Vinterberg

Allerede som et par unge drenge bliver Nick og hans yngre bror hærdet af fattigdom, svigt, misbrug og alkohol. Alligevel bliver de begge meget glade for deres nyfødte lillebror og gør alt, hvad de kan for at kompensere for deres alkoholiserede mors mangelfulde pasning. De giver spædbarnet al den kærlige opmærksomhed, som alle børn har krav på, og selv om det ikke varer længe, følger mindet om deres kortvarige familielykke dem, selv efter de er blevet voksne…

Det er vinter og Nick, der nu er i trediverne, bor alene og forpint i et dystert, socialt boligbyggeri, hvor han har meget svært ved at styre sit temperament. Det anstrengte forhold til hans lillebror bidrager kun yderligere til den ulmende vrede, og når selv ikke de tungeste håndvægte kan fjerne ensomheden og minderne om den smertefulde barndom, vender Nick sig til de stærkeste bajere, han kan finde.

Han har heller ikke let ved at relatere til sin nabo, Sofie, og har derfor reduceret den falmede skønhed til periodisk leverandør af upersonlige blowjobs. Bag hendes anstrengte smil og tyndslidte optimisme anes en umiskendelig bedrøvelse, som måske kunne kureres af kærlighed eller forældremyndigheden over hendes lille søn, men lige nu er også hun dømt til ensomhed og alkohol som eneste trøst.

Nick har lettere ved at tale med sin ekskærestes bror, Ivan, og lidt efter lidt begynder han at åbne op og fortælle om sin fængselsdom og tid i spjældet for brutal, tilfældig vold efter Ana slog op med ham to år tidligere. Nick har et uforklarligt, svagt punkt for den sexfikserede, overvægtige og selvdestruktive Ivan, der burde have psykologhjælp, men uheldigvis misforstår Nick realiteterne omkring Ivans sygdom.

Intet er vigtigere for Nicks lillebror end hans 6-årige søn, Martin, men uanset hvor meget han elsker sin søn, er det svært for en junkie at være en ansvarlig far. Til trods for at dagen nærmer sig hastigt, hvor han kan miste forældremyndigheden over Martin, vælger han normalt at købe heroin før mad. Så da han arver en sum penge efter moderens død, bliver køleskabet for en gangs skyld fyldt, men Martins far investerer alligevel de fleste af pengene i narko til videresalg. Selv om det lykkes ham at overbevise sig selv om, at han gør det for sin søn, resulterer den risikable investering i en smertefuld separation fra lille Martin...

Nick og hans bror har indtil videre tilbragt hele deres liv med at forsøge på at elske, forsøge at glemme og forsøge at forstå, men nu får de endelig chancen for at finde hinanden igen og erkende, at de ikke alene kan bære på skylden for alt det dårlige, der er sket i deres liv…

BAG FILMEN

Filmen var udtaget til og deltog i hovedkonkurrencen ved dette års Berlin Filmfestival.

INSTRUKTØRENS KOMMENTARER

SUBMARINO

"SUBMARINO bygger på den unge danske forfatter, Jonas T. Bengtssons roman af samme titel.

- Jeg blev tiltrukket af bogens meget direkte sprog, for der ligger en utilsløret sandhed i hans måde at skrive på, der mindede mig om mine tidlige år som filmskaber. Jeg følte med det samme, at historien var både vigtig og universel. På sin vis er alle figurerne mennesker, der desperat forsøger at holde hovederne oven vande. Filmen handler om en gruppe mennesker, der ikke er i stand til at bryde helt igennem til overfladen, og titlen refererer faktisk til en torturmetode, i hvilken offerets hoved holdes under vandet. Så til trods for at vi ikke har fremhævet det mere i filmen, besluttede jeg alligevel at beholde titlen på grund af dens reference til drukning.

DEN MØRKERE SIDE AF TILVÆRELSEN

Jeg ville fortælle en historie om mennesker, der forsøger at hjælpe hinanden, selv under temmelig trøstesløse omstændigheder i et noget trist miljø. Filmens miljø var ret fremmed for mig, man jeg har ofte følt mig tiltrukket af tilværelsens mørkere sider. Figurerne i Submarino har ramt bunden, og deres omgivelser er ekstremt barske og brutale. Af samme grund har de hverken tid eller overskud til finfølelse eller begavet konversation. De tilhører en meget ærlig og ligefrem del af samfundet, hvor overlevelse kommer først og resten – måske – senere. Men til trods for historiens sørgelige omstændigheder, har det paradoksalt nok været en stor, positiv oplevelse at lave filmen.

…FRA EN FARS SYNSPUNKT

Følelserne af faderligt ansvar i Submarino ramte mig meget hårdt. Det kan godt være, at jeg aldrig har boet i et herberg eller samlet flasker for at få lidt kontanter som figurerne i Submarino, men som far til to børn på 9 og 14, følte jeg mig meget naturligt rustet til at håndtere filmens temaer.

Det handler meget om frygten for at svigte sine børn og ikke leve op til det store ansvar; selv når det faktisk er børn, der forsøger at tage ansvar for andre børn. Det er klart, at vi alle sammen vil gøre alt bedste for vores børn, så nogle gang kan det blive lidt af en optræden for dem. Jeg er altid let panisk for at sikre mig, at alt er bedst muligt for ungerne, og det er en af hovedårsagerne til, at jeg følte mig så knyttet til historien. Jeg kunne meget let forholde mig til Martins fars ambitioner; en enlig far, der vil gøre næsten alt for sin søn. Og som fraskilt far er jeg også nødt til at agere alene for mine børn.

KERNEN

Kernen i filmen er de to brødre, der konstant rækker ud efter hinanden, men altid rammer ved siden af. De forsøger at finde tilbage til den vigtige periode af deres barndom, hvor de for en kort periode havde et stærkt sammenhold. Og jeg er overbevist om, at hvis de havde fundet hinanden i tide som voksne, kunne de også have reddet hinanden. I starten af filmen, hvor Nick og hans bror er drenge, ser vi at de allerede slæber rundt på en meget tung social bagage. Det handlede om at isolere nogle voldelige handlinger på et tidligt tidspunkt, så vi kunne vende forklarende tilbage til dem senere, når filmen bliver mere refleksiv.

FØLSOMHEDEN BAG MONSTERET

Nick lider af en meget stærk beskyttertrang; gennem hele sit voksne liv har han konstant forsøgt at hjælpe andre mennesker med deres problemer, således både hans lillebror og Ivan. Han har altid bebrejdet sig selv for ikke at have taget sig bedre af sin spæde lillebror som barn. Og han vil ikke miste flere, så han forsøger at kompensere ved at tage sig af alle. Jeg interesserer mig ikke så meget for figurer, der bare er vrede, men foretrækker vrede figurer, der skjuler deres sårbare side. For der gemmer sig faktisk en følsom person bag det store uhyre, som folk ofte opfatter Nick. Jeg ledte efter denne her fyrs sårbarhed og har altid set ham som en kombination af et voksent monster og et uskyldigt barn. Jeg ville have publikum til stadig at se barnet i Nick, selv som voksen.

MARTINS FAR

Det er interessant, hvordan denne figur udelukkende omtales som Martins far eller Nicks bror; hvilket er hele hans identitet og reelle eksistensgrundlag. Hvis han ikke havde Martin at tage sig af, ville han efter al sandsynlighed være død af en overdosis for længst. Han balancerer konstant på en knivsæg mellem sin søns behov - og sine egne - og martres af sin skyld over ikke at leve op til sit forældreansvar. Han gør desperate forsøg på at skaffe penge, men jeg er personligt overbevist om, at det er en misforståelse, at børn vil have penge; de vil i bund og grund bare elskes og passes. Men der findes så mange fædre, der bruger alt for meget tid på at arbejde, for børnenes skyld. De ender med at være alt for mange steder på samme tid, både i direkte og overført betydning. På arbejdet savner de deres familie og senere – hjemme ved middagsbordet – har de travlt med at tænke på deres arbejde. Og Martins far er ikke meget anderledes i den retning.

FØLSOMME SKABNINGER

I begyndelsen var jeg lidt bekymret for den voksne Nick figur, for han var en aggressiv fyr, der var svær at forholde sig til. Jeg ville hverken have publikum til at miste sympatien for ham eller nogle af de andre figurer. Men det var vigtigt for mig at fokusere på figurernes menneskelighed, og jeg ville have publikum til at være bevidste om figurernes sårbarheder. Uanset hvor brutale nogle af deres handlinger kan synes, skal vi altid huske, hvor følsomme skabninger de er. For det er den eneste mulighed for at forholde os til dem. Tag nu for eksempel Ivan; han er reelt en stor, svedende morder! Og når man tænker på det, burde vi egentlig ikke holde af ham. Men selv han er følsom og søgende efter nogen, der kan hjælpe ham. Han lader som om han er en anden, men ender alligevel med at komme med antydninger om sit virkelige jeg. Nogle gange øges interessen i takt med, at figurens psykopatiske træk afdækkes. Jeg gjorde det samme med faderen i Festen; selv om han har misbrugt sine børn, er der stadig en slags medfølelse med ham. Men jeg søger altid efter medlidenheden, og jeg forsøger altid at bibeholde den rette balance i figurerne både på manuskript stadiet, under optagelserne og i klipningen.

ER DER KÆRLIGHED, ER DER HÅB

Nick bliver konstant mindet om sin alkoholiske mor, specielt i sin nabo, Sofie. Men i modsætning til Nicks mor er Sofie en meget ofrende kvinde, der et langt stykke vej deler sig selv med alle. De får del i hendes smil og hendes krop. Hun var en velfungerende middelklassekvinde, der af en eller anden grund har fucket sit liv op og er faldet ved siden af. Hendes galskab skyldes tabet af sin søn, og for at kompensere for tabet vender hun sig til Nick. Men på grund af sin kærlighed til Ana, som han aldrig er kommet sig over, er Nick ikke i stand til at føle intimitet over for Sofie. Nicks kærlighedshistorie med Ana er en af Submarinos få glimt af håb for vi finder ud af, at Nick har været i stand til at elske. Nu er Ana fortid, men på en måde også del af hans fremtid. Det kan være, at deres forhold er et overstået kapitel, men han relaterer stadig til bevidstheden om hende. Så vi ser, at han er i stand til at elske, og dermed er der håb om, at han kan elske igen til trods for alt det, der er sket i hans liv.

ARBEJDET MED DRENGENE

Vi så på dusinvis af drenge for at finde de helt rigtige til Submarino. De var alle sammen amatører, da vi ikke har lige så mange professionelle børneskuespillere i Danmark, som man har i USA. Men jeg mærkede det med det samme, da vi fandt de rigtige. I rollen som den unge Martin var Gustav Fischer Kjærulff otte år gammel under optagelserne og Christian Kirk Østergaard, der spiller Sofies søn, Tobias, var seks. Og når man arbejder med så unge børn, bliver instruktionen automatisk en smule mekanisk. Ældre børn vil som regel diskutere mere for at forstå rollen, men de yngre vil simpelt hen vide, hvad de skal gøre, og hvor de skal gøre det. Jeg øvede meget mere med den 13-årige Sebastian Bull Sarning som unge Nick og 12-årige Mads Broe som Nicks bror, og vi havde mange samtaler om, hvad de enkelte scener betød. Jeg var nødt til at lære dem de grundlæggende elementer i skuespil, for de havde aldrig tidligere stået foran et kamera. Men det var vigtigt for dem at forstå, hvor deres figurer kom fra, og hvor de skulle hen. De brugte også meget tid sammen med babyerne (vi brugte tvillinger) og deres familie. Babyerne havde behov for at få tillid til dem, og drengene havde brug for at se naturlige ud, bl.a. når de holdt dem. Jeg er vældig omhyggelig med detaljer, og vi var også nødt til at etablere et gensidigt sikkert arbejdsmiljø. Vi var ikke alene heldige at finde så smukke tvillinger, men også meget glade for samarbejdet med deres utroligt hjælpsomme forældre.

RESEARCH-ARBEJDET - LOD NYSGERRIGHEDEN RÅDE

Bogen var allerede så grundigt researchet i en sådan grad, at det næsten føltes som at arbejde med et dokumentarisk forlæg. Men min medforfatter og jeg tog stadig på research til Københavns Nordvestkvarter, hvor vi skulle optage; et sted han kender rigtig godt, fordi han har boet der hele sit liv. Det gav os en god fornemmelse af omgivelserne, der er et tæt bebygget arbejderkvarter.

Det er ikke sådan, at jeg flyttede derind i seks måneder eller skiftede identitet eller noget så dramatisk. Og research kan være lidt af en romantisk forestilling, for når alt kommer til alt, skaber vi en filmisk version af virkeligheden. For eksempel, da jeg lavede Festen, havde jeg aldrig deltaget i et middagsselskab i det bedre borgerskab. Jeg arbejder nemlig bedst, hvis jeg kan lade min nysgerrighed råde og derefter lade mine observationer navigere mig gennem optagelsen, men man skal virkelig koncentrere sig, hvis man arbejder på den måde. Jeg foretrækker at være på tynd is, snarere end fast grund; i relation til Martins fars narkotikamisbrug lyttede jeg f.eks. til en tidligere klassekammerat, der blev misbruger efter skolen for mere end 20 år siden. Nu er han clean, men han gav os et skræmmende billede af, hvordan livet som heroinmisbruger kan være.

OS OG DEM

Samtlige på holdet var tvunget til at gennemgå en proces, hvor vi forsøgte at eliminere distancen mellem ‘dem’ og ‘os’. Vi var nødt til at komme ud over bevidstheden om at være relativt veltilpassede borgere med rimelige indkomster, der forestiller os, at vi har noget at sige om livet i et virkeligt barsk socioøkonomisk mindrebemidlet område. Det ligger en form for arrogance i den modsætning, som vi var nødt til at komme ud over allerede ved prøverne. Jakob Cedergren, der spiller Nick, tilbragte en del tid i et udslusningsherberg for tidligere straffede, mens Morten Rose, der spiller den fortabte Ivan, tog sit kostume på og begyndte at indsamle tomme flasker fra skraldespande. Og jeg tog til det herberg, hvor Nick bor, fordi jeg havde sværget at overnatte der; men gjorde det ikke alligevel. Herbergets ledere sagde til mig: ’Vil du virkelig tage en eller andens seng? Synes du virkelig det er i orden, bare så du kan ligge der og tænke over dit næste filmprojekt? Kunne du virkelig få dig selv til at gøre det?’ – Det kan være, at det lyder romantisk, men på en eller anden måde var vi nødt til at minimere forskellen på dem og os.

FORNEMMELSEN AF NØGEN RENHED

Der er definitivt en forbindelse mellem SUBMARINO og mine tidligere film, og så snart vi for alvor gik i gang, fik jeg denne her vidunderlige fornemmelse af at begynde helt forfra. Blandt skuespillerne er en række unge mennesker, der her debuterer på det store lærred, og der er også flere nøgle positioner på holdet, der består af unge mennesker, som jeg aldrig har arbejdet med tidligere. Min filmfotograf, Charlotte Bruus Christensen, der har gået på den engelske National Film & Television School uden for London, debuterer her som filmfotograf og min medforfatter, Tobias Lindholm, har netop afsluttet sin eksamen på Den danske Filmskole, og dette er også hans debutfilm. Så jeg måtte erkende, at det nu er mig, der er den gamle mand på holdet. Men det faktum gav mig faktisk en meget kærkommen, fornyet intensitet, entusiasme, skarphed og kampånd; alle de elementer, som jeg syntes jeg ellers var begyndt at savne og troede jeg havde mistet. Så jeg begyndte på filmen med en fuldkommen renset fornemmelse af nøgen renhed."

København, februar 2010

Thomas Vinterberg

SKUESPILLERNE

Jakob Cedergren (Nick)

Jakob Cedergren blev uddannet fra Statens Teaterskole i 1997 og har ved siden af en række film ligeledes medvirket i en del teaterforestillinger, blandt andet opsætningen af Thomas Vinterbergs "Festen".
Cedergren blev for alvor kendt som journalisten Bjarne Madsen i Ole Christian Madsens tv-serie "Edderkoppen" (2000). Senere blev det til roller i blandt andet tv-serien "Nikolaj & Julie" (2002-03) og "De Grønne Slagtere" (2003). I 2003 blev Cedergren nomineret til en Bodil for sin rolle som tyven og småpusheren Tom i "Rembrandt" (2003). Ved Berlin Film Festivalen i 2005 blev Cedergren valgt som "Shooting Star", og i 2009 vandt han en Robert for bedste mandlige hovedrolle for rollen som politibetjenten Robert Hansen i "Frygtelig Lykkelig" (2008).

Cedergren har desuden medvirket i Peter Flinths "Arn – Tempelridderen" (2007) og "Arn II: Riget ved Vejens Ende" (2008).

Peter Plaugborg (Martins far)

Er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2007. Peter Plaugborg har medvirket i Ole Christian Madsens "Flammen & Citronen" (2008), Kasper Barfoeds "Kandidaten", Anne-Grethe Bjarup Riis’ kortfilm "Nedenunder" (2009) og senest Nicolo Donatos "Broderskab" (2009).

Peter Plaugborg havde desuden en rolle i tv-serien "Album" (2008). Han er for tiden aktuel på Det Kongelige Teater i "Ulysses von Ithacia".

Patricia Schumann (Sofie)

Er uddannet fra Statens Teaterskole i 2005. Havde sin spillefilmsdebut i 1994 i Sven Methlins "Vildbassen". Siden har hun haft roller i blandt andet Nikolaj Arcels "De fortabte Sjæles Ø" (2005) og Jacob Thuesens "Erik Nietzsche – De unge år" (2007). I 2010 er hun både aktuel i "Submarino" samt Kaspar Munks "Hold om mig".

I 2008 vandt hun Reumerts Talentpris for sin medvirken i stykket "Normal", der spillede på Camp X. Schumann har desuden, siden hun var tre år gammel, optrådt i familiens cirkus "Cirkus Schumann".

Morten Rose (Ivan)

Morten Rose er uddannet fra Teaterskolen Holberg i 1999. Han havde sin spillefilmsdebut i Otto Rosings "Nuummioq" (2008), der er udtaget til Sundance film Festival 2010. Rose har tidligere medvirket i Jacob Bitsch’ afgangsfilm "Der er ingen ende på Vejle" (2006) samt flere kortfilm. Han har desuden medvirket i den norske tv-serie "Berlinerpoplerne" (2006-08) samt som medlem af Mastodonterne medvirket i flere af Sebastians musicals.

Henrik Strube (Gule)

Henrik Strube er musiker, forfatter, komponist og skuespiller. Han spillede med i bands som No Name og Røde Mor og var frem til 1990 fuldtidsmusiker. Han er redaktør for fagbladet Musikeren, har arbejdet som freelancejournalist og skrevet flere bøger. Han er aktuel som guitarist i det gendannede Røde Mor og er en del storytelling-trioen "Story Entertainers".

Helene Reingaard-Neumann (Mona)

Helene Reingaard-Neumann debuterede i Thomas Vinterbergs "En mand kommer hjem" fra 2007, hvor blandt andet Thomas Bo Larsen, Morten Grunwald og Karen-Lise Mynster medvirkede. Senest har hun medvirket i Niels Arden Oplevs "To verdener", samt tv-serierne "2900 Happiness" (2008-09) og "Store Drømme" (2009).

HOLDET BAG FILMEN

Thomas Vinterberg (Instruktør)

Thomas Vinterberg blev optaget på Den Danske Filmskole i 1989 som den yngste elev nogensinde. I 1993 blev han uddannet instruktør med afgangsfilmen "Sidste Omgang". Filmen blev nomineret til en Oscar i 1994.

I 1993 instruerede Vinterberg novellefilmen "Drengen der gik Baglæns". Filmen vandt priser i store dele af verden, blandt andet Public Prize i Clemont-Ferrand 1994, Best Drama ved Toronto Short Film Festival, 1995, Best Short Film og Audience Award ved Nordisk Panorama, 1994. I 1995 stiftede Vinterberg sammen med instruktør-kollegaen, Lars von Trier, Dogme 95, og året efter, i 1996, instruerede han sin første spillefilm "De Største Helte". Filmen vandt tre Robert priser.
I 1997 instruerede Vinterberg den første film efter dogmereglerne, spillefilmen "Festen". Filmen modtog også et hav af priser verden over blandt andet Special du Jury i Cannes i 1998, Fassbinder Award ved European Film Award, 1998, L.A. Film Critics Award i 1998 for bedste udenlandske film, N.Y. Film Critics Award i 1998 for bedste udenlandske film, syv Robertpriser og tre Bodilpriser. Filmen blev solgt til stort set hele verden og blev en stor succes. Vinterberg har desuden sammen med de øvrige dogmebrødre instrueret TV-dogmeeksperimentet, "D-Dag".

Efterfølgeren til "Festen" blev de to engelsksprogede film; "It’s All About Love" (2003) med Sean Penn, Claire Danes og Joaquin Phoenix, og "Dear Wendy" (2005) med Bill Pullman, Chris Owens og Jamie Bell. Begge film var med på Sundance Film Festival. I 2007 vendte Vinterberg tilbage til dansk film med "En Mand Kommer Hjem".

Vinterberg modtog i 2008 en Achievement in World Cinema Award ved European Film Awards for sin rolle som medstifter af Dogme 95.

Udover at instruere film har han også instrueret musikvideoer for Metallica og Blur. Lige nu er Vinterberg i gang med at opsætte sit stykke "Das Begräbnis" (Begravelsen) ved Wiens Burg Theater. Stykket markerer Vinterbergs første teaterinstruktion.