HANDLING

I Smølfernes landsby er alting, som det altid er, og der hersker ro og fordragelighed.

Men en dag brydes stilheden og roen af forskræmte skrig og råb, da pludselig Smølfernes ærkefjende og nemesis, Gargamel, dukker op i endnu et af sine forsøg på at fange og udslette flest muligt af de små blå-hvide spilopper.

Men denne gang sker der noget aldeles uventet, for pludselig slynges en gruppe af Smølfer ind i en tid-og-sted-teleportations-portal og det næste de opfatter, er, at de bestemt ikke er i landsbyen længere… de er i New York City!

De smølfer, der er landet i et helt ukendt univers, er Klumpesmølf, Gammelsmølf, Gnavensmølf, Smølfine, Brillesmølf, Gævesmølf, Kokkesmølf… og – ups - Gargamel…

Eftrer en række forudsigeligt kaotiske episoder lykkes det den lille gruppe at etablere kontakt til to af de lokale indbyggere, Patrick og Grace Winslow.

Patrick er marketingdirektør i kosmetikfirmaet Anjelou og inden længe vil han for alvor starte sin egen familie sammen med sin kone, Grace.

Han er nervøs for sit nye job, sin snarlige status som far og – ikke mindst – MEGET nervøs over mødet med de små, blå-hvide Smølfer, der ikke ligefrem gør hans liv lettere.

Grace er kunstner og Patricks beroligende hustru, der er fire måneder fra at være mor for første gang. Det er hende, der holder familien på rette kurs, men selv hun må erkende, at situationen er meget, meget anderledes end noget, hun nogen sinde havde forestillet sig, at hun ville komme til at opleve.

Patricks kompromisløse chef for kosmetikfirmaet, Odile, vil gøre hvad som helst for sit firma – herunder forfremme Patrick til chef for firmaets nye kampagne… der skal starte om to dage.

Og så er hun ikke bleg for at samarbejde med den mystiske Gargamel, der muligvis kan hjælpe hende med at udvikle et revolutionerende hudprodukt…

Og mens Smølferne smølfer som sindssyge for at finde en vej til bage til landsbyen og dermed sikkerhed, udsættes de i stigende grad for storbyens mange farer… og den største af alle, Gargamel, der selvfølgelig er fulgt efter dem for ENDELIG at opfylde sin drøm om at udslette Smølferne…

New York bliver aldrig det samme igen!

I 1958 skabte den belgiske kunstner, Pierre "Peyo" Culliford Smølferne til en tegneserie. ’Schtroumpfs’, som de oprindelig var døbt, blev omgående umådeligt populære og redaktøren modtog gigantiske mængder post, der krævede mere. Så over de næste 50 år, er de små blå figurer blevet til intet mindre end et globalt fænomen i tegneserier, bøger, TV serier, film, videogrammer, live shows og merchandizing (der er solgt over 300 millioner figurer). Figurernes generationsoverskridende popularitet er bare vokset med årene, mens de børn, der voksede op med Smølferne, nu selv er blevet forældre - eller endda bedsteforældre - og har præsenteret deres egne unger for Smølfernes blå-hvide univers.

Ifølge produceren Jordan Kerner er det let at se, hvorfor Smølferne har begejstret sine læsere over hele verden i generationer: "- Det er ikke bare fordi de er nuttede, men de repræsenterer også en medmenneskelighed, når den er bedst. Smølferne er en metafor for en nation, "siger Kerner. "De er meget familieorienterede og har samarbejde på toppen af deres værdibegreber. Og måske endda endnu vigtigere, ser de som udgangspunkt altid det bedste i dem de møder.

Så Smølferne holder virkelig af – og passer på – hinanden."

Men nu drager Smølferne for første gang ud af deres landsby og op på det store lærred: "Det er meget en Smølf-totalt-på-glatis-film", siger instruktøren Raja Gosnell. "Så vi tog Smølfernes fornemste værdibegreber og kastede dem ud i vore dages New York City."

Historien om Kerners årelange kamp for at få Smølferne op på det store lærred, går helt tilbage til et morgenmøde i 1980 med den legendariske NBS boss, Brandon Tartikoff. Han foreslog, at Kerner burde læse en serie bøger, baseret på Smølferne, som Tartikoff overvejede at udvikle til et TV show. Og Kerner blev fanget med det samme, ligesom Tartikoff gjorde sin plan til virkelighed og skabte i samarbejde med Hanna-Barbera TV serien ’Smølferne’, der blev fast inventar lørdag morgen i 256 episoder over otte år.

I 1997 sendte Kerner det første af en række breve til Lafig, det belgiske licensselskab for selve Smølfernes varemærke, og udtrykte sin interesse i at producere en spillefilm. Og i 2002, efter at have læst Kerners succesrige versionering af E.B. Whites klassiske roman ’Charlotte’s Web’, blev Peyos arvinger overbevist om, at Smølferne ville være i gode hænder hos Kerner.

Véronique Culliford, Peyos datter, forklarer, hvordan hendes far gav sine Smølfer en universel tiltrækning: "Smølferne er ved første øjekast meget ens, men ved nærmere øjesyn går det hurtigt op for en, at hver eneste Smølf er ganske sin egen," siger hun. "Alle kan genkende elementer af sig selv i en af Smølferne, for der er en Smølf til næsten alle personligheder. De er meget rare, meget sociale og indeholder alle de kvaliteter, som mennesker sætter pris på."

Og som Culliford nævner, er livet fuldt af forandringer, men Smølfernes univers er et uforanderligt referencepunkt: "Historierne holder stadig til nye generationer, for mennesker er nu engang mennesker; vi forbliver, som vi er, og Smølferne spejler os i vores liv. Vi kan holde trit med årenes gang, nyskabende teknologi, men vi forbliver nu engang dem, vi er."

Culliford og hendes familie har villet lave en Smølfefilm i mange år, og da det gik op for familien, at Kerner delte deres vision og entusiasme, var det som et mirakel for Culliford: "Jordan var den første, der ville lave en film, der indeholdt de værdier, vi havde forestillet os", siger hun.

Det er opfyldelsen af en livslang drøm for Culliford, der er vokset op med sin faders univers:

"Smølferne blev skabt i 1958, hvor jeg også blev født", siger hun, "så Smølferne har været en del af mit liv siden jeg var spæd. Min far arbejdede hjemme, så når jeg kom hjem fra skole, var der Smølfer over det hele, og vi talte alle sammen Smølf. Så for mig er det nærmest unaturligt, hvis der ikke altid er en Smølf i nærheden."

Kerner følte, at filmen ville være den perfekte nye platform, der kunne hæve Smølferne og deres univers til et helt nyt niveau og filmen er optaget on location over hele New York på, i og ved så ikoniske steder som Central Park, Belvedere Castle, foruden legetøjsforretningen FAO Schwarz, the Russian Tea Room, Rockefeller Center og Prospect Park i Brooklyn.

Og Kerner gør meget ud af at understrege instruktøren Raja Gosnells store ekspertise og sikre håndelag – for ikke at nævne hans tidligere erfaring i at kombinere live action med tegnede figurer i bl.a. filmene om Scooby-Doo og Beverly Hills Chihuahua – hvilket gjorde ham til det perfekte valg som instruktør: "Jeg vil bare sige, at Raja er en af de mest begavede, intuitive og behagelige mennesker, jeg nogen sinde har arbejdet med, " siger han. "Så hver da var som en gave. Vi ville alle sammen lave en film, som vi kunne være stolte af, og han har hjulpet uvurderligt til at virkeliggøre så mange menneskers årelange drøm og vision."

Peyos familie ville være så tro, som mulig, til Smølfernes historie og udvikling – og Kerner havde det på samme måde: "Men det vigtigste af alt, er," siger Culliford, "at Smølferne forbliver Smølfer. Og det, til trods for, at de for første gang forlader deres trygge landsbyunivers."

Dog er der stadig mange spørgsmål, der forbliver åbne i Smølfernes mytologi, og Kerner ser gerne, at de besvares lidt efter lidt; hvem er Smølferne egentlig, og hvor i smølf kommer de egentlig fra? Hvordan dukkede Gargamel op i universet, og hvorfor er han altid så sur?!

- Og hvorfor skabte han Smølfine?

Endelig er der videreførelsen af den gamle tradition med at introducere nye Smølfer, og filmskaberne har benyttet sig af muligheden og skabt hele tre nye figurer til filmen; Paniksmølf, Skøresmølf og Gævesmølf, hvoraf sidstnævnte endda har fået en af hovedrollerne.

KLUMPESMØLF er en Smølf, der med største lethed kan smølfe over sine egne to fødder. Klumpesmølf vil meget gerne være smølfstændig, men hans nysgerrighed smølfer ofte de andre Smølfer ind i ret farlige situationer. Han har ’blå’ fingre og er mester i havearbejde. I filmen blive han meget gode venner med Grace, der hjælper ham med at lære, at han kan blive til hvad som helst, han har lyst til og ikke altid behøver at være begrænset af sin klodsethed.

SMØLFINE blev oprindelig skabt af Gargamel for at udslette Smølferne – og hun var oprindelig brunette! Men det lykkedes Gammelsmølf at forvandle både hendes natur – og hendes hårfarve. Nu eeeelsker Smølfine blomster og farven pink. Smølfine er en af de kun tre kvindelige smølfer i landsbyen, men hun var så absolut den første.

GAMMELSMØLF er både en god, viis troldmand og smølfernes 243 år gamle leder. Det er altid Gammelsmølf, der bringer Smølferne i sikkerhed fra farlige situationer og kriser. Alle i Smølfelandsbyen vender sig til Gammelsmølf, hvis tingene ikke er helt, som de bør være. Gammelsmølf er altid optaget af at opfinde magiske trylleformularer og troldebryg i sit Smølforatorium.

GÆVESMØLF er den modigste i hele Smølfeland; en personificeret helt, ustoppelig naturkraft og ledende problemknuser. Det er Gævesmølf man henvender sig til, når der er brug for mod. Gævesmølf er skabt til filmen; han stammer oprindelig fra Skotland, bærer kilt, taler med destinkt skotsk accent og leverer mange af filmens one-liners.

GNAVENSMØLF er, som navnet mere end antyder… gnaven! Hans yndlings udtryk er ’Jeg HADER (indsæt selv ind her)’ når nogen nævner noget, han ikke bryder sig om (hvilket er en del). Han har en permanent vrængende mund. I filmen møde Gnavensmølf dog en udstoppet M&M figur, der som den første nogensinde forstår ham. En lille smule…

KOKKESMØLF er landsbyens kok og kender utallige opskrifter, som han serverer for landsbyens Smølfer – om end med skiftende succes. Han bærer altid en (chef)kokkehue, der nogle gange sidder lige så (lidt) elegant som de fantasifulde retter, han bærer frem i en lang, ubrudt række.

GARGAMEL er Smølfernes nemesis og mest uforsonlige fjende. Han er en ond troldmand, der tilbringer sine dage med at fange, æde og i det hele taget destruere alt der er Smølfet. Han lever og ånder kun for at udslette sine små, blå hadeobjekter. Problemet er bare, at han er usandsynligt dårlig til sit job, så hans planer ender oftest med at ramme ham selv. Han har ofte selskab af sin kat, Azreal, der klart er den smarteste af de to…

RAJA GOSNELL (Instruktør) som – som tidligere nævnt – stået bag tre tidligere film, der har blandet live action med CGI figurer; "Scooby-Doo" (2002), "Scooby Doo: Monsters unleashed" (2004) og "Beverly Hills Chihuahua" (2008). Blandt de øvrige film, han har instrueret, er "Home Alone 3" (1997), "Never been Kissed" (1999), "Big Momma’s House" (2000) og "Yours, Mine and Ours" (2005). Som klipper har Gosnell klippet en række film, herunder "Monster in the Closet" (1986), "Teen Wolf Too" (1987), "heartbreak Hotel" (1988), "Home Alone" (1990), "Pretty Woman" (1990 – dog ikke crediteret), "Only the Lonely" (1991), "Home Alone 2" (1992), "Mrs. Doubtfire" (1993), "Miracle on 34’th Street" (1994) og "Nine Months" (1995).

Skriver makkerparret J. DAVID STEM og DAVID N. WEISS (Manuskript) startede karriererne med at skrive bl.a. TV serierne "The Story Keepers" (1996-97), "Rugrats" (1996-97), "Cybill" (1997-98) og "Mission Hill" (1999) inden de begyndte at levere filmmanuskripter, herunder "Rugrats: The Movie" (1998), "Rugrats II" (2000), "Jimmy Neutron" (2001), "Clockstoppers" (2002), "Shrek 2" 2004), "Are we there Yet?" (2005) og "Daddy Day Camp" (2007).

JORDAN KERNER (Producer) har været manden bag en lang række familiefilm og dramaer, som "Less than Zero" (1987), "Fried Green Tomatoes" (1991), "The Mighty Ducks" (1992), "The Three Musketeers" (1993), "D2: The Mighty Ducks" (1993), "When a Man loves a Woman" (1994), "Up Close and Personal" (1996), "D3: The Mighty Ducks" (1996), "George of the Jungle" (1997), "Red Corner" (1997), "Inspector Gadget" (1999), "Snow Dogs" (2002), "Inspector Gadget 2" 2003), "George of the Jungle 2" (2003) og "Charlotte’s Web" (2006).

Engelske PHIL MEHEUX (Filmfotograf) debuterede som filmfotograf helt tilbage i "Black Joy" (1977) og har siden stået bag kameraet på bl.a. "Let’s get Laid" (1978), "Scum" (1979), "The Long Good Friday" (1980), "Omen III: The Final Conflict" (1981), "Who Dares Wins" (1982), "The Honorary Consul" (1983), "Morons from outer Space" (1985), "The Fourth Protocol" (1987), "Criminal law" (1988), "Renegades" (1989), "Highlander II: The Quickening" (1991), "Defenseless" (1991), "Ghost in the Machine" (1993), "GoldenEye" (1995), "The Saint" (1997), "The Mask of Zorro" (1998), "Entrapment" (1999), "Bicentennial Man" (2000), "The Legend of Zorro" (2005), "Casino Royale" (2006), "Beverly Hills ChiHuaHua" (2008) og "Edge of Darkness" (2010).

SABRINA PLISCO (Klipper) debuterede med at klippe gyseren "Clownhouse" (1989) og har siden bl.a. klippet "Black Dog" (1998), en lang række TV film, herunder "My sister’s Keeper" (2002) og spillefilm som "Sky Captain and the World of Tomorrow" (2004), "Charlotte’s Web" (2006), "Mr. Magorium’s Wonder Emporium" (2007) og "Beverly Hills Chihhuahua" (2008).

Den brasilianskfødte og tidligere Simply Red guitarist (1988-1996) HEITOR PEREIRA (Komponist) debuterede som komponist med at leveree musikken til "Riding in Cars with Boys" (2001) og har siden bl.a. leveret tonerne til "Dead in the Water" (2002), "Dirty Dancing: Havana nights" (2004), "Curious George" (2006), "Two Weeks" (2006), "Beverly Hills Chihuahua" (2008), "Curious George 2" (2009), "The Canyon" (2009), "It’s Complicated" (2009), "Despicable Me" (2010), "From Prada to Nada" (2011) og "A Little Bit of Heaven" (2011). Sideløbende med sin egen komponist karriere, har han leveret guitar soloer til en lang række øvrige film for bl.a. komponisten Hans Zimmer.