DE FORBUDTE TRIN

Da Ren MacCormack ankommer hos sin onkel fra Boston til den lille sydstatsby Bomont, har han allerede rigelig grund til at føle sig udenfor. Men han føler sig langt mere som en fremmed, da han oplever de snærende bånd, der er lagt på de unge i byen. De må ikke drikke alkohol. De må ikke spille støjende musik. Og de må slet ikke danse!

Bomont lever stadig endnu i skyggen af en forfærdelig tragedie, der ramte byen nogle år tidligere. Fem unge, lovende mennesker omkom i en tragisk ulykke på vej hjem fra en fest, hvor de havde danset ’usømmelige’ danse, hvilket havde ledt dem til at drikke alkohol og i sidste ende ført til den uopmærksomhed, der blev deres endeligt. Blandt de fem var blandt andet den elskede pastor Shaw Moores søn, og ikke mindst pastoren er bannerfører for de strikse regler, der herefter bliver indført. For at beskytte byens unge, naturligvis.

Men unge mennesker er og bliver unge mennesker. Der bliver danset i smug. Og hormonerne danser med. Den, der måske mest udfordrer de strenge regler, er Ariel – pastorens egen datter, der går lige til grænsen. Og nogle gange over den. Hun udfordrer skæbnen og elsker faren.

Da Ren dumper ned i Bomont og starter på high school, sørger han for at skille sig ud. Det bliver både bemærket af Willard, der hurtigt falder i hak med skolens nye dreng, og af Ariel, der bliver tiltrukket af den fremmede fugl, selv om hun allerede har en kæreste.

Både på grund af hans manglende kendskab til byens strenge regler, og fordi Ariels kæreste sørger for at trække i nogle tråde, kommer Ren snart på kant med både skoleinspektøren og politiet. Og da hans oprørske ånd tiltrækker den rebelske Ariel, kommer han også på pastor Moores liste over potentielle ballademagere.

Men Ren kan ikke slippe sin glæde ved at danse. Hans danser med vennerne, når ingen voksne holder øje med dem. Han lærer endog Willard at danse, så han får en chance hos pigerne. Han danser også, når han er vred og frustreret. Men han synes, at det bedste selvfølgelig ville være, hvis alle byens unge igen kunne danse. Uden at skulle skjule det for de voksne. Ren stiller sig i spidsen for et oprør.

GENSYN MED BOMONT

Det er selvfølgelig den klassiske dansefilm "Footloose" med Kevin Bacon, der finder ny form med Craig Brewer ved roret som instruktør. Han har tidligere vist sin evne til at inkorporere musik i sine film "Hustle & Flow" og "Black Snake Moan", og han har da også originalen blandt sine personlige favoritter:

- Da jeg var 13 år, ramte "Footloose" mig dybt og vendte fuldstændig min verden på hovedet, fortæller han. – Filmen handlede om ungt oprør blandet sammen med en historie om sammenhold og religiøsitet, der ikke var fordømmende. Jeg følte, at det var en historie som sagtens kunne fortælles i dag og stadig være relevant, underholdende og i bund og grund stadig "Footloose".

En vigtig pointe for Craig Brewer var at sætte Bomonts strikte regler ind i en ramme, der forklarede dem. Han er selv far til små børn og forstår, at det – hvor misforstået det end måtte være – er en beslutning, der er truffet af forældrene for at beskytte deres børn

Lige så vigtigt var det med den rigtige casting, hvilket ville sige at finde skuespillere til de unge hovedpersoner, der ikke kommer med alt for meget bagage.

- Når man caster uden om etablerede navne, kan publikum identificere sig med figurerne uden den bagage, som berømmelsen bærer med sig, siger han.

Brewer blev gjort bekendt med Kenny Wormald af Justin Timberlake, der medvirkede i hans "Black Snake Moan". Wormald har været danser for Timberlake og ventede bare på chancen for at fortsætte karrieren som skuespiller.

- Jeg var ude at spille golf med nogle venner, da jeg over telefonen fik at vide, at jeg havde fået rollen, og jeg skreg og kastede mine golfkøller op i luften og gik helt over gevind, husker Wormald. – Jeg vidste med det samme, at jeg ikke blot fik mulighed for at danse, men også for at spille sammen med nogle fantastiske skuespillere.

Han er godt klar over den arv, der ligger i at spille Kevin Bacons gamle rolle:

- Jeg ville gerne give min egen version af figuren. Men jeg anser det helt klart som en ære og er meget ydmyg over for denne chance, men alligevel ville jeg gøre det til min rolle.

Det var Brewer helt med på:

- Jeg syntes, der var noget lidt skævt med ham til castingen, indtil jeg til sidst forstod, at Kenny prøvede at skjule sin Boston-accent. Så sagde jeg til ham, at ’jeg vil virkelig gerne have dig til at være dig selv.’ Så vi slettede, at Ren var fra Chicago og gjorde det til Boston i stedet. Fra det øjeblik begyndte figuren at blive levende.

Som den rebelske Ariel ses Julianne Hough, dobbelt vinder af "Dancing with the Stars". Hendes baggrund som skuespiller, sanger og danser kom hende selvfølgelig til hjælp, men hendes familiebaggrund var også nyttig.

- Eftersom jeg selv er vokset op i en religiøs familie med masser af brødre og søstre, blev jeg nødt til at kæmpe for at få opmærksomhed på mange af de samme måder som Ariel, så jeg kunne fuldstændig sætte mig ind i det. I Craigs film vil publikum få mere at se af Ariels sårbare side, og hvorfor hun opfører sig, som hun gør, i stedet for at vise hende som sådan en, som man ikke ønsker, at ens søn hænger ud med.

Men kendte skuespillere er der, nemlig i de centrale roller som Ariels forældre, pastor Shaw og hans kone.

- Dennis Quaid er en skuespiller, jeg altid har ønsket at arbejde med, siger Brewer om filmens baptistpræst. – Da vi mødtes første gang, talte vi meget om tro og om, at vi begge respekterer religion, fordi sådan er vi blevet opdraget. Han havde virkelig forståelse for rollen og fortællingen ud fra et perspektiv som en troens mand og som forælder.

Quaid er selv baptist og hans farfar var præst, så han havde noget at trække på.

- Jeg er vokset op med den kultur, og hele mit liv har forberedt mig på det, så jeg forstår. Jeg har aldrig før spillet en præst, så det var vigtigt for mig at både min optræden og mine prædikener var autentiske.

Han kom da også til at fungere nærmest som en slags sjælesørger for de unge skuespillere i filmen:

- At Dennis kaldte mig ’den ægte vare’ og spurgte mig, om jeg havde brug for en optagelse mere, var fantastisk, husker Hough. – Den selvtillid han gav mig, og de råd han tilbød mig – der er bare ikke nogen sammenligning. Jeg er så taknemmelig for det og vil aldrig glemme det.

- Jeg har selv en toårig datter, så det her er i virkeligheden en forsmag på nogle af de diskussioner, som jeg kommer til at have senere i livet, siger Quaid. - Julianne er meget autentisk, helt fantastisk og har det, der skal til.

Andie McDowell, der spiller pastorens kone Vi, er selv fra Sydstaterne, så hun forstår fuldstændig, hvor Vi kommer fra. Samtidig har hun tidligere spillet Dennis Quaids kone i filmen "Dinner with Friends":

- Jeg elsker Dennis, siger McDowell. – Han er det sødeste menneske. Jeg kender ham så godt, så vi havde det virkelig afslappet med hinanden.

Et andet pudsigt sammentræf gælder for Mike Teller, der spiller Rens nye ven Willard. Han gik egentlig til casting på rollen som Ren, men Craig Brewer vidste med det samme, at han havde sin Willard… hvad Teller da også tidligere har spillet, da han medvirkede i sin high schools opsætning af "Footloose".

- Hvem kunne vide, at jeg mange år senere, skulle komme til at spille Willard på film? Det er faktisk et gensyn med rollen, selv om jeg er blevet en smule højere, griner Teller

LET’S DANCE

Selv om "Footloose" ikke er en musical, men et drama med dansescener, kommer man ikke udenom, at dansescenerne er vigtige for handlingen. Da den oprindelige film kom frem, var det første gang et bredt publikum stiftede bekendtskab med streetdance, så det var vigtigt at bevare det element, men…

- Da jeg mødtes med koreografen Jamal Sims, diskuterede vi, hvordan vi kunne skabe en fantastisk koreografi uden, at det virkede alt for koreograferet, siger Craig Brewer.

For Sims var problemet, at publikum i dag har set meget mere af den slags bl.a. på forskellige danseshows på TV. For skuespillerne blev tingene skilt ad, så de i første omgang fik lov til at koncentrere sig om skuespillet, mens alle dansescenerne blev lagt til sidst i optagelserne.

- Da vi endelig nåede til dansenumrene, var det sådan lidt ’whoo! Nu kan vi endelig danse og have det sjovt’, fortæller Julianne Hough. – Vi følte os virkelig som de unge fra Bomont, der ikke havde fået lov til at danse i så lang tid og var taknemmelige for at få lov til at gøre noget let og sjovt og få det hele ud.

For Hough, hvis standard- og latindans har gjort hende landskendt i USA, var freestyle dansen på parkeringspladsen med kammeraterne den største udfordring:

- Da vi begyndte at arbejde med drive-in koreografien med al dens rysten røv, kunne jeg ikke lade være med at grine, husker Hough. – Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne gøre det uden at virke enormt utilpas, men Jamal var fantastisk og hjalp mig med at gøre det til en virkelig sjov oplevelse.

- Hvor drive-in scenen mest var Kennys nummer, følte jeg, at cowboy-dansen var mit, og min chance for at vrikke med hofterne på den måde, som jeg kender til, fortsætter hun. – Jeg blev ikke nødt til at nedtone, at jeg kastede med håret – eller min ’hårografi’, som Craig kaldte det – og cowboy-dansen gav mig en chance for at give slip og bare have det sjovt som en teenager.

- Vores version af country line dance at ret hot og energisk. Det er ikke ligefrem bedstefars line dance, det tør jeg godt garantere, griner Brewer.

- Hvis alle filmskabere har en scene, som er deres grund til at lave en film, så har jeg et par stykker i "Footloose", men hvis jeg kun skal pege på en, så bliver det Rens ’vrede dans’, fortsætter han. – Vores vrede dans er farlig og man føler, at den er risikabel. Ren bliver såret, og han er dækket af støv. Den slags dans skal ikke være pæn; den skal være rå og gøre ondt.