Da Erik Balling og Henning Bahs første gang sendte Olsen-Banden hen over lærredet i 1968 blev det starten på en af dansk filmhistories mest folkekære filmserier. Bandemedlemmerne og deres modstandere var danske arketyper, som publikum i alle aldre tog til sig. Da seriens sidste film, "Olsen-Bandens sidste stik", fik premiere i 1998 havde Balling og Bahs’ Olsen-Bande drømt om det store millionkup i 30 år. I 2001 kom Peter Flinths filmversion af, hvordan det hele begyndte i "Olsen-Banden junior" og da Olsen-Banden i 2008 blev sat op som musical i Tivolis koncertsal (med Kirsten Lehfeldt som Egon Olsen) blev billetterne revet væk på rekordtid.

Da først ideen om "Olsen-Banden på de bonede gulve" som animation var fostret, virkede den helt indlysende. "De klassiske Olsen-Banden film har meget tilfælles med animation. Balling og Bahs kendte den folkelige farce, hvor humoren udspringer fra arketyper, fysisk komik og visuel opfindsomhed, for eksempel i bandens kup. Det gjorde det både oplagt og enkelt at omsætte Olsen-Bandens univers til animation," fortæller filmens instruktør Jørgen Lerdam.

Kodeordet for den nye film har været tradition og fornyelse. Traditionen finder man især i bandens tre medlemmer og Yvonne, der alle ligner de oprindelige skuespillere. Designet er inspireret af de klassiske Olsen-Banden plakater tegnet af plakatkunstneren Aage Lundvald (1908 til 1983). Han gav sine figurer store hoveder anbragt ovenpå diminutive kroppe og med vægten lagt på genkendelige karikaturer af især skuespillernes ansigter.

Fornyelsen vil publikum opleve både i historie og teknik. Manuskriptet er skrevet af Nikolaj Peyk, især kendt som en af dansk raps mest begavede tekstforfattere, og han har bragt historien op til de dage, hvor finansboble, friværdi og Fogh satte den dagsorden ved middagsbordene. Mest markant er opdateringen af bøllen Bøffen, der i "Olsen-Banden på de bonede gulve" er skiftet ud med et højest nutidigt småkriminelt mekanikerpar, Allan og Johnny.

Nordisk Film har en lang tradition for at være banebrydende indenfor filmteknik med både den første danske talefilm (Præsten i Vejlby, 1931) og de første danske farvefilm ("Kispus" og "Qivitoq" 1956). Derfor lå det lige for, at "Olsen-Banden på de bonede gulve" skulle være den første danske animationsfilm i 3D. Den nye teknik gør det muligt at gøre banden og dens fantasifulde kup endnu mere levende.

At finde de rigtige stemmer har været en helt særlig udfordring. De er fundet blandt de bedste unge komikere og skuespillere og resultatet ligger overbevisende tæt på de originale skuespillere, men med den lille kant, der fører filmen ind i vores tid: Som Egon kan man høre Martin Buch, Benny leveres af Nicolaj Kopernikus, Kjeld af Esben Pretzmann og som Yvonne hører man en særdeles veloplagt Annette Heick.

"Olsen-Banden på de bonede gulve" har dansk biografpremiere torsdag d. 14. oktober 2010. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut ved 60/40 ordningen, DR, Den Vestdanske Filmpulje og Viborg kommune. Filmen distribueres af Nordisk Film Biografdistribution.

Olsen-Banden er samlet igen for at udføre en betroet opgave for selveste Statsministeriet: H.C. Andersens originale fjerpen skal stjæles fra det Danske Export Museum, det gælder angiveligt Rigets sikkerhed og gode omdømme. Men Statsministerens spindoktor, den gamle fjende Hallandsen, har igen taget røven på Egon. Pennen skal i virkeligheden indgå i en lyssky handel med Kina. Der er intet mindre end den danske nationalfølelse, Egons ære og 30 millioner på spil. Egon lægger en plan, han skal bare bruge en boremaskine, et glas honning, en flaske økologisk sveske juice og en god bunke døde rotter. Christiansborg sættes på den anden ende, metroen forsinkes mere end sædvanligt og Dronningens gardere danser pludselig cancan, når Olsen-Banden springer ud som animationsfilm for hele familien fra producenterne bag "Terkel i knibe" og "Rejsen til Saturn".

I nattens mulm og mørke bryder Olsen-Banden ind på Det Danske Export Museum i Københavns Havn. Mellem opsatser for Danish Bacon, Lego, Carlsberg, Aqua, Bjarne Riis (nå nej... ikke Bjarne Riis) skal de stjæle H.C. Andersens fjerpen fra Franz Jäger pengeskabet. Den pen, Andersen brugte til at skrive alle sine berømte eventyr.

Opgaven er blevet Egon betroet af selve Statsministeriet. Det gælder angiveligt Rigets sikkerhed og gode omdømme. Men da pengeskabet glider op, er det ikke en fjerpen, der ligger på puden. Det gør i stedet en billig souvenirpen fra Nyhavn. Museets alarmer går pludselig i gang, Benny og Kjeld når at flygte, men Egon fanges i politiets lyskegler.

Nogen har taget røven på Egon, igen. For i virkeligheden skal pennen indgå i en lyssky handel med Kina, som vil sikre Statsministeren og hans spindoktor, Egons ærkefjende Hallandsen, en ekstra indtægt på 30 millioner.

Mens Egon henslæber tiden bag tremmer, er Yvonne blevet umanerligt træt af ikke at være en del af opsvinget. Hun vil have friværdi, afdragsfrie lån og samtalekøkken ligesom sin søster. Og hun har allerede opsagt lejligheden i sikker forventning om, at Egon klarer finanserne, så snart han bliver løsladt. I Egons fravær har Benny lovet de to lyssky "mekanikere" Allan og Johnny, at de kan være med i bandens næste kup som betaling for Bennys gæld. Mens Kjeld har efterkommet Yvonnes ordre om bedre hygiejne og nu er blevet flittig bruger af fugtighedscremer, eau de cologne og cashmereuld.

Det er ikke let at være en nyløsladt Egon, men heldigvis har han en plan. Det gælder rigets sikkerhed, 30 millioner og ikke mindst Egons ære!

Banden går i gang: En boremaskine, et glas honning, en flaske sveske juice og en bunke døde rotter skal skaffe banden inden for i landets allerhelligste: Christiansborg. Fjeren gemmer sig i et pengeskab på statsministerens kontor, hvor Hallandsen våger over den. Men det er ikke så ligetil at komme derind: Først må banden forcere ikke mindre end tre partikontorer hos Enhedslisten, Dansk Folkeparti og De Radikale. Dernæst må de sikre sig, at Hallandsen får et akut maveonde, der sender ham på langvarigt ophold på herretoilettet.

Men mekanikerne Johnny og Allan er også kommet til Borgen på jagt efter fjeren. Ligesom politiet er massivt, men ikke særligt opmærksomt til stede... Planen lykkes på et hængende hår og Egon, Benny og Kjeld slipper af sted med fjeren. Nu vinker millioner og æresoprejsning forude!

Desværre har Hallandsen allieret sig med Allan og Johnny, og givet dem til opgave at snuppe fjeren og få Egon til at forsvinde... Forsvinde fuldstændigt!!

Pennen forsvinder, Egon bliver bortført og dusøren fordufter. I stedet for en tur i køkkenbutik og wellness center må Kjeld og Benny til Vestamagers øvelsesterræn for at redde Egon, inden det er for sent.

Inden eventyret er slut og retfærdigheden kan ske fyldest må Olsen-Banden luske sig ind på rigets bedst bonede gulve på Amalienborg. Mens Benny holder Dronningens gardere travlt beskæftiget, sniger Egon og Kjeld sig ind til statsbesøg hos Dronningen for endelig at få fat i det, der tilkommer dem – og Danmark: Fjerpennen og millionerne.

Da jeg i sin tid startede på denne film, var det med en vis bæven og ikke uden bekymringer. For hvordan tager man noget så kendt og så elsket og videreudvikler det - og gør det til sit eget?

Olsen-banden er et af de - hvis ikke det - bedst kendte danske filmbrand. Det var jo for Søren selve arvesølvet man skulle til at lege med. Og oven i det hele skulle filmen så også være ikke bare i et nyt medie, nemlig animation, det skulle også ende som en 3D film. Eller stereoscopic, som den tekniske term er. De der film, hvor tilskueren sidder med specialbriller på.

Alt starter selvfølgelig med manuskriptet. Er det nu morsomt? Indeholder det muligheder for både visuel og verbal humor? Jeg brugte den metode, at hvis jeg lo tilstrækkeligt mange gange, mens jeg læste Nikolaj Peyks første draft, så var vi godt fra land. Det gjorde jeg.

Synes jeg, det i form og indhold var tro mod det, man lidt svævende kunne kalde Olsen-ånden? Det syntes jeg også, det var - og oven i købet med en klædelig opdatering.

Var der en god grund til at genoplive banden på film, andet end den nærliggende, nemlig at skamride en gammel succes? Det mente jeg, der var. Jeg så stadig muligheden for at fortælle satiriske, sjove og relevante historier med denne samling af danske arketyper.

3 gode grunde til, at jeg syntes jeg havde en sag.

Det var vigtigt for mig, at det stadig var den gode gamle bande, at de lyder og ser ud som i de gode gamle dage. Så vi besluttede hurtigt, at alle centrale figurer skulle baseres på de skuespillere, som i sin tid portrætterede dem i filmene fra halvfjerdserne. Men det var mig også magtpåliggende, at vi fornyede konceptet ved bl.a. at flytte handlingen frem til nutiden. Altså til en verden, som er forskellig fra den Olsen-banden sidst skulle forholde sig til. En verden med mobiltelefoner, laptops, hiphop og varmesøgende missiler. Traditionen tro er historien stadig den lille mands kamp mod det etablerede system, men systemet har, i tiden der er gået, fået et nyt og mere liberalistisk ansigt. Halvfjerdsernes første maj er afløst af det nye årtusindes mig først. Banden har ikke ændret sig, men verden den har. Det var vigtigt, at vores historie også kom omkring det.

Vi begyndte nu at tænke på det grafiske udtryk. Filmen skulle som sagt løftes fra et medie til et andet; vi skulle fra realfilm og over i animation. Vi var godt hjulpet af, at de "gamle" film allerede var ret "animerede" i stil og udtryk. Både når det gælder univers, men så sandelig også i skuespilsstil. Er man en pengegrisk børsmægler, går man i nydeligt jakkesæt og sort bowler. Er man en arrestant, går man i stribet fangedragt. Og når Egon er vred, så er det ikke noget, man kun lige fornemmer ved en svag sitren omkring hans venstre øje. Nej, så er det tydeligt, grænsende til det overdrevne. Ganske som det er i animation.

Mens vi arbejdede med figurernes udseende, gik vi i gang med at finde stemmer til de berømte koryfæer, og da vi havde valgt, at de "gamle" skuespilleres udseende skulle være forlæg, gav stemmerne næsten sig selv. De skulle naturligvis også ligne til forveksling. Valget faldt på Martin Buch til at lægge stemme til Egon, Nicolaj Kopernikus til Benny, og Esben Pretzmann blev vores Kjeld-stemme. Men det var jo også vigtigt at finde en rigtig god Yvonne. Det er svært, ja næsten umuligt at forestille sig en Olsen-banden film uden en rigtig god Yvonne. Efter en del søgen, var vi heldige og fandt vores Yvonne-stemme hos Annette Heick. Det viste sig, at der i Annette i mange år havde gemt sig en indre Yvonne, der bare ventede på at komme ud.

Hovedfigurerne var stadig, som vi huskede dem, men der skulle også være bifigurer, der viste fornyelsen. I filmen møder vi en rivaliserende bande, som er opdateret og mere minder om det, der i dag sker på Nørrebro end om Bøffen i Ove Werner Hansens udgave. Den onde bagmand er selvfølgelig storpolitisk spindoktor og ikke en støvet EF bureaukrat eller kolerisk byggespekulant. Kriminalassistent Jensens kollega Holm er blevet moderniseret og minder mere om nutidens betjent fra indsatsstyrken end fortidens meget korrekte og retskafne politiembedsmand. Olsen-bandens bil er stadig en Chevrolet Bell Air fra 50'erne, mens resten af verden kører rundt i mere moderne og anonymt designede biler fra dette årtusinde. Valby, hvor banden bor, ligner sig selv fra dengang, men København er trods alt ændret på de år, der er gået. Både i arkitektur, hvilke typer forretninger man finder i gadebilledet og i noget så uhåndgribeligt som byens feeling.

Som hele processen skred frem, gik det op for mig, at skulle jeg sætte ord, på det vi forsøgte, ville det kunne koges ned til 2 nøgleord. Nemlig: Tradition og fornyelse!

Det siges, at salig Henning Bahs og Erik Ballings ånder hviler over hele Nordisk Film i Valby. Her har vi i dyb respekt knoklet i håb om ikke at nedkalde deres vrede. Ved hjælp af ny teknik, nye talentfulde animatorer og skuespillere har vi prøvet at gøre det så "skide godt" som muligt.

Venlig hilsen,

Jørgen Lerdam

Nikolaj Peyk (manuskriptforfatter) viste allerede sit skarpe blik og humoristiske greb om den menneskelige natur og tidens tendenser, da han som en af dansk hip hops pionere stod bag teksterne i MC Einer og det allerførste danske rap-album. Som en del af hip hop trioen Østkyst Hustlers solgte han til platin som det første danske rap-band nogensinde, og Nikolaj har modtaget adskillige Danish Music Awards blandt andet to som bedste sangskriver. Siden 2000 har Nikolaj været manuskriptforfatter og har skrevet manuskripter til Jonas Elmers komedie "Monas Verden" (2001) og Lasse Spang Olsens gangsterfilm "Den sorte Madonna" (2007) og "Inkasso" (2004). Ligesom han sammen med Anders Matthesen stod bag kult-julekalenderen "Jul på Vesterbro" (2003).

Tomas Radoor (producer) fik en bachelor-grad i Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet i 1999 og blev færdig på Den Danske Filmskole 2003, hvor han producerede Mikkel Serups afgangsfilm "Frunk". Han har siden produceret så forskellige film som actionfilmen "Ambulancen" (2005), den grænseoverskridende dokumentarfilm om bandekrig "Ghosts Of Cité Soleil" (2006), familiefilmen "Frode og alle de andre rødder" (2008), parforholdskomedien "Parterapi" (2010) og senest de anmelderroste "Oldboys" (2009) og "R" (2010).

Nicolaj Kopernikus (Benny) har siden sit gennembrud i Jonas Elmers "Let’s get lost" (1997) været en af de mest benyttede skuespillere i sin generation. Hans rolleliste tæller bandt andet væsentlige roller i succesfilm som "Bænken" (2000), "Kongekabale" (2004) og "De fortabte sjæles ø" (2007), "Til døden os skiller" (2007), "En mand kommer hjem" (2007) trilogien om Karla, "Karlas Kabale", "Karla og Katrine" og "Karla og Jonas" (2007-2010) samt rollen som Vagn i tv-serien "Forbrydelsen" (2007). Nicolaj Kopernikus har tidligere lagt stemme til et dramatisk ikon, nemlig d’Artagnan i dukkefilmen "De tre musketerer" (2005).

Esben Pretzmann (Kjeld) brød igennem til det helt store publikum som en af de tre komikere bag "Drengene fra Angora". Inden da var han en af kræfterne bag radiosatiren "Chris og chokoladefabrikken" og tv-satiren "Rockerne". Esben Pretzmanns komiske talent er flittigt benyttet i danske animationsfilm, hvor han blandt andet har lagt stemme til "Cykelmyggen og dansemyggen" (2007), "Jungledyret Hugo – fræk flabet og fri" (2007), "Rejsen til Saturn" (2008), "Niko og de flyvende rensdyr" (2008) og "Æblet og Ormen" (2009).

Annette Heick (Yvonne) har været både journalist, sangerinde og tv-vært, hvor hun fik et gennembrud som den helt umulige japanske journalist "Ushi Heiku" (2002). Hun er en særdeles populær stemme i animationsfilm og har blandt andet lagt stemmer til store produktioner som "Græsrødderne" (1999) og "Biler" (2006) og tv-serierne "Hos Mickey", "Kim Possible", "SvampeBob Firkant".

To af tidens populære komikernavne lægger stemme til moderniseringen af skurkerollerne, mekanikerne Johnny og Allan. Mick Øgendahl (Johnny) er en af tidens allermest populære stand-up komikere. Han har tidligere lagt stemme til "Madagascar" (2005) og "Biler" (2006). Ligesom han var medforfatter og skuespiller i publikumssucceserne "Blå mænd" (2005) og "Julefrokosten" (2009).

Simon Jul Jørgensen (Allan) har spillet med i flere satire-serier på tv blandt andet "Banjos Likørstue" og "Jul og Mørk". Simon Jul er også musiker og har blandt andet turneret med ålborg-rapperen Niarn. Han har tidligere lagt stemme til "Rejsen til Saturn" (2008) og spillede med i den prisvindende dokumentar "Det røde kapel" (2006).

Instruktion Jørgen Lerdam

Manuskript Nikolaj Peyk

Producer Tomas Radoor

Line producer Lise-Ann Mangino

Executive producer Kim Magnusson

Anders Mastrup