12 klassikere, alle bør se på et stort lærred

Nogle film bliver større, hver gang man ser dem – og allerstørst, når de vises på det lærred, de blev lavet til. Her er tolv klassikere, som ofte dukker op ved særvisninger, i filmklubber og på cinemateker. Listen er ikke en rangliste, men et bud på en bred filmdannelse.

Metropolis (1927)

Fritz Langs tyske stumfilm om en futuristisk storby, hvor eliten lever højt over de arbejdere, der holder maskinerne i gang. Filmens bygninger, maskiner og menneskemængder har inspireret science fiction lige siden. Ser du den med levende musik, får du stumfilmen, som den var tænkt.

Jeanne d'Arcs lidelse (1928)

Carl Th. Dreyers mesterværk om retssagen mod Jeanne d'Arc er fortalt næsten udelukkende i nærbilleder. Ansigterne fylder hele lærredet, og hovedrolleindehaverens præstation regnes stadig for en af de stærkeste i filmhistorien. Dreyer var dansk, men filmen blev lavet i Frankrig.

Citizen Kane (1941)

Orson Welles' debut følger en journalists forsøg på at forstå en mægtig avisudgivers liv og hans sidste ord. Filmens dybe skarphed, dristige kameravinkler og opsplittede fortælling har gjort den til et fast pensum på filmskoler.

Casablanca (1942)

Et romantisk drama sat i en marokkansk by fuld af flygtninge under Anden Verdenskrig. Filmen er fyldt med replikker, som er gået over i hverdagssproget, og den viser Hollywoods studiesystem, når det fungerer allerbedst.

Syv samuraier (1954)

Akira Kurosawas episke fortælling om en fattig landsby, der hyrer en gruppe samuraier til at forsvare sig mod røvere. Den lange spilletid flyver af sted, og strukturen – en gruppe samles til en mission – er kopieret utallige gange, også i westerns.

Ordet (1955)

Endnu en Dreyer. Et stille, intenst drama om tro og tvivl på en jysk gård, optaget i lange, rolige indstillinger. Filmen vandt Guldløven ved filmfestivalen i Venedig og er en af de største danske film nogensinde.

Vertigo (1958)

Alfred Hitchcocks psykologiske thriller om en tidligere politimand med højdeskræk, der bliver besat af en mystisk kvinde. Farverne, San Franciscos bakker og Bernard Herrmanns hvirvlende musik gør den til en filmoplevelse, der kræver et stort lærred.

Lawrence of Arabia (1962)

David Leans ørkenepos om den britiske officer T.E. Lawrence blev optaget på 70 mm-film, og de enorme landskaber er skabt til det størst mulige lærred. Hvis du nogensinde får chancen for at se den i biografen, så tag den.

2001 – Rumrejsen (1968)

Stanley Kubricks film spænder fra menneskets oprindelse til en rejse mod Jupiter. Den bruger få ord, men masser af billeder, musik og stilhed. Mange af effekterne holder stadig, og filmen er et skoleeksempel på, at biografen kan være en næsten fysisk oplevelse.

Gudfaderen (1972)

Francis Ford Coppolas drama om en italiensk-amerikansk mafiafamilie og et magtskifte fra far til søn. Fortællingen er stor, men filmen er bygget op omkring små, intense scener ved middagsborde og i halvmørke kontorer.

Babettes gæstebud (1987)

Gabriel Axels filmatisering af Karen Blixens fortælling om en fransk kokkepige i en lille, gudfrygtig menighed i Jylland. Filmen blev i 1988 den første danske film, der vandt en Oscar for bedste udenlandske film. Se den ikke sulten.

Chihiro og heksene (2001)

Hayao Miyazakis animerede eventyr om en pige, der havner i en åndeverden og skal redde sine forældre. Den vandt en Oscar for bedste animationsfilm og er et bevis på, at tegnefilm kan være lige så rige som enhver anden film – for børn såvel som voksne.

Sådan får du mest ud af en klassiker

Se efter særvisninger. Cinemateker, filmklubber og foreningsbiografer viser jævnligt restaurerede klassikere.
Læs lidt før, ikke for meget. Lidt baggrund øger nysgerrigheden, men gem analyserne til bagefter.
Se dem sammen med andre. Klassikere bliver ofte bedre i en fyldt sal, hvor man mærker de andres reaktioner.
Lyt til musikken. Læs mere om musikkens rolle i Filmmusik: lyden af følelser.

Mangler du et tema til din filmklub? Tag listen fra en ende af.